En god jobsamtale forbereder du hjemmefra

En jobsamtale er som en eksamen. 

De færreste af os vil nok vælge at møde totalt uforberedte op til eksamen, selvom karakteren ikke interesserer andre end din mor. Desværre forholder det sig lidt anderledes, når vi taler om jobsamtaler.

Lad mig understrege: De allerfleste kandidater og ansøgere møder velforberedte, målrettede og fokuserede op til jobsamtalen. Men desværre oplever vi som rekrutteringskonsulenter af og til det stik modsatte:

At kandidater – som ud fra deres ansøgning, deres cv og deres anbefalinger burde være et oplagt match til den ledige stilling – sjusker deres mulighed væk; ganske enkelt fordi de er mangelfuldt eller slet ikke forberedt.

Afhængig af hvilket job, du er i spil til, kan en jobsamtale være den første af flere. Men uanset om der er udsigt til ét eller flere møder, skal du gå ind til jobsamtalen, som om det var en eksamen: Hvis du ikke præsterer godt nok, dumper du – og er det NU, til denne jobsamtale, du skal gøre det?

Deres dagsorden

Måske tænker du i løn eller hvornår, du skal starte i jobbet, inden samtalen går i gang. Det gør virksomheden ikke. De har ofte en anden dagsorden, der er langt mere grundlæggende og langtrækkende, og det skal du være forberedt på:

De vil have et førstehåndsindtryk af din faglighed. Det betyder ikke, at de forventer, at du kan svare på alle deres spørgsmål om, hvad der ville være den rigtige strategiske beslutning i en given situation, men de vil have bekræftet, at du har den grundlæggende viden og erfaring samt de værktøjer, der skal til for at udnytte begge dele.

Kort sagt: De tjekker din værktøjskasse.

De vil vurdere, om du kan leve op til jobbets succeskriterier. De skal f.eks. fornemme, om du trives med konkrete, målbare udfordringer, men måske også hvordan du har det med lederansvar, med at have kundekontakt eller med at tage hurtige beslutninger, når det er nødvendigt.

Kort sagt: De tjekker, om du kan fylde stolen ud.

De vil vurdere, hvordan den personlige kemi er. Det er lige så enkelt, som det lyder, og reelt umuligt at forberede sig på.

Din opgave er at være ærlig og ægte, så de får et indtryk af, hvordan du vil passe ind i din hverdag og den tone, der allerede findes på virksomheden. Kort sagt: De tjekker din chance for at fungere i gruppen.

Som nævnt er det sidste punkt ikke noget, du kan forberede dig på. Men de to første punkter kan du øve dig på hjemmefra. F.eks. ved at finde eksempler på projekter og beslutninger, hvor du har haft succes eller ved at fremdrage positive eksempler fra dit cv, hvor du har bidraget til at løse komplekse problemer.

Disse eksempler noterer du dig i baghovedet før samtalen og hiver dem frem, når lejligheden byder sig.

Fem grundregler

Dertil kommer de helt grundlæggende spilleregler, du skal følge ved en jobsamtale. De virker måske banale, men som nævnt oplever vi af og til ansøgere, som tilsyneladende ikke kender disse regler – eller i hvert fald er revnende ligeglade. Det er en dårlig idé. Vil du spille med, må du følge de fælles regler, som er:

  1. Mød op til tiden, gerne et par minutter før. Det lyder indlysende, men er det desværre ikke. Skal du køre langt eller er i tvivl om f.eks. ruten eller parkeringsforholdene, så kør hjemmefra noget før. Men du skal ikke hænge ind over sekretærens bord 20 minutter før samtalen – to minutter går an.
  2. Vid hvem du skal mødes med og hvad deres funktion og ansvar er. Det er altid lettere at tale kvalificeret sammen, når man kender kasketterne. En jobsamtale med en HR-chef har ikke samme udgangspunkt som en jobsamtale med en økonomidirektør eller en produktionschef.
  3. Skriv dine spørgsmål ned hjemmefra – og repeter dem, inden du låser bildøren. Det er helt legalt, at du har spørgsmål til virksomheden, og jobsamtalen er det eneste rigtige sted at stille dem. Det viser også en fin interesse i den arbejdsplads, hvor du er gæst.
  4. Medbring en blok og kuglepen. Det lyder også banalt, men en jobsamtale kan sagtens ende med ubesvarede spørgsmål eller en lille ”to do”-liste, som skal følges op. Skriv ned – så er du sikker på at huske det. Det viser også, at du tager forløbet seriøst.
  5. Hav papirarbejdet i orden. Tag relevante udtalelser, eksamensbeviser, certificeringer m.v. med i tasken – og ikke andet. Hvis de efterspørger en bestemt udtalelse, skal du ikke rode rundt i bunden af rygsækken mellem indkøbssedler og gamle regninger. Men lad være med at smække papirerne på bordet, før de spørger.

Disse regler garanterer dig ikke drømmejobbet, men du undgår at spænde ben for dig selv på vej ind af døren. Og husk, før du går ind: You never get a second chance to make a first impression.

Tilbage til oversigten