Bevar respekten – også når I siger farvel

- Chef, jeg siger op. Jeg har fået et andet job, der er mere udfordrende.
- Det fatter jeg ikke en bjælde af. Siger du, at du bare sidder og keder dig?
- Nej, men jeg trænger til at lave noget andet. Det er blevet for meget rutine og leverpostej.
- Altså, hvis nogle andre vil betale dig for at fise husleje af, så velbekomme. Ryd bordet og læg nøglen, når du går.

Foregår det, meget komprimeret, sådan, når en medarbejder siger farvel på din arbejdsplads? Så har I et problem – både som chef og som ansat.
Der er nemlig masser af gode grunde til at komme godt ud af døren i stedet for at smække så hårdt med den, at hængslerne river sig løs. Og som chef kan du faktisk lære meget af den medarbejder, der nu siger farvel – for der er jo altid en god grund. Jo mere konkret, du kan gøre årsagen, jo mere kan du som leder lære af det.

Årsagerne kan være mange og vidt forskellige. De negative kan spænde fra lav løn over kedelige kolleger til rigide regler eller umulige udfordringer – de positive er ofte det drømmejob, der pludselig dumpede ned som en uventet mulighed; enten for den ansatte selv eller partneren. Men for både chef og ansat er det vigtigt at få tingene frem i lyset.

Vi anbefaler gerne en egentlig aftrædelsessamtale. Det kan måske lyde underligt, når nu man ikke skal samarbejde mere – men for det første aner ingen af jer, om I løber ind i hinanden senere, og for det andet er det langt lettere at komme godt videre, når skeletterne ikke rasler alt for højlydt i skabet. Og så gælder det også her, at man kan lære mere af at lytte end af at tale.

Både som medarbejder og som chef kan du stille (mindst) tre spørgsmål ved samtalen:

  • Hvad har været godt ved at være ansat her?
  • Hvad har været mindre godt?
  • Har du et godt råd, som jeg kan tage med videre?

Blot disse tre spørgsmål – og den dialog, der kommer ud af dem – kan nemlig gøre begge parter meget klogere. Både som ansat og chef kan du i bedste fald gå fra mødet med en aha-oplevelse og med pludselig opmærksomhed på en fejl, som du nu ikke længere behøver at gentage.

At komme godt fra en arbejdsplads kan betyde meget senere. Danmark er et lille land, hvor vi jævnligt støder på de samme personer i nye sammenhænge; enten som kunde, som leverandør, som samarbejdspartner eller når der skal tages referencer.

Samtidig hører det med, at det sidste indtryk ofte er det stærkeste. Derfor har begge parter noget ud af at skilles på en god måde. Begrebet ”en lykkelig skilsmisse” er oplagt at bruge, for også i erhvervslivet kan man nå frem til, at begge parter står sig bedst ved at sige pænt farvel uden større sværdslag – og med respektfuld tak for de gode oplevelser undervejs.

Derfor kan det også være en god idé at nå frem til en fælles forståelse af, hvad I fortæller til omverdenen – og hvordan I gør det. I hvert fald hvis I grundlæggende har en positiv indstilling til hinanden, og sådan foregår det heldigvis ved de fleste opsigelser.

Her skal du selvfølgelig huske, at en sådan fælles forståelse også forpligter. Det betyder ganske enkelt, at du som ansat ikke bagefter kommer med nedgørende bemærkninger om dit tidligere job eller din chef; hverken på Facebook, i muntert lag til gadefesten eller på sidelinjen til sønnens fodboldkamp. En aftale er en aftale, også efter du har fået den sidste lønseddel.

Desværre ser vi nogle gange, at man f.eks. på sociale medier kan have travlt med at nedgøre en tidligere arbejdsplads. For god ordens skyld: En rekrutteringskonsulent kan godt lægge vejen forbi Facebook for at få et indtryk af kandidaterne – og du skal ikke skrive noget på nettet, som du ikke også ville skrive på et skilt og vise frem op og ned ad gågaden. Begrebet ”væk” eksisterer ikke på nettet – så tænk dig om.

I forbindelse med opsigelsen og den samtale, chef og ansat bør tage, er det også en god idé at tænke objektivt på de arbejdsdage, der endnu er tilbage:
Hvad forventer I af hinanden? Hvilke opgaver skal overleveres og hvornår i forløbet skal det ske? Hvad med ferie og afspadsering – og de eventuelle personalegoder? Jo mere, I er enige om, så snart opsigelsen er en kendsgerning, jo lettere bliver jeres sidste dage og uger under samme tag.

Det kan også være en god idé at skrive tingene ned; både opgaver og afvikling af f.eks. mails, bil og telefon. Så minimerer I risikoen for at misforstå hinanden.

Heldigvis er det som regel sådan, at en afgående medarbejder skal erstattes af en ny. Hvis det er vigtigt at sige pænt farvel, er det endnu vigtigere at sørge for, at en ny medarbejder kommer godt ombord på skuden.

Tilbage til oversigten