Begynd med dit CV – inden du skriver din ansøgning

Dit CV er afgørende. Næsten mere afgørende end selve ansøgningen.

Det lyder måske underligt, men du kan roligt regne med, at din – måske – kommende arbejdsgiver bruger mere tid på at studere dit CV end på at læse din egentlige ansøgning.

Hvorfor? Jo, ganske enkelt fordi dit CV fortæller meget mere om dig, end du tror. Og det kan en erfaren læser af ansøgninger hurtigt gennemskue.

Det betyder selvfølgelig ikke, at du kan nøjes med at skrive ”Jeg søger hermed det ledige job” og derefter springe direkte til dit CV.

Du skal stadig bruge tid på – relativt kort! – at fortælle, hvorfor du er den rigtige til jobbet og hvorfor jobbet er det rigtige for dig. Og hvis jobbet ligger f.eks. en time fra din bopæl, skal du huske at understrege, at du naturligvis er klar til flytte eller bruge den nødvendige tid på landevejen. Din adresse må aldrig blive en bremseklods.

Men jeg vil faktisk råde dig til at begynde med dit CV. Især hvis det er et stykke tid siden, du sidst har skrevet en ansøgning, skal du kigge det kritisk igennem. De kvalifikationer, der var vigtige at fremhæve, sidste gang du søgte job, er måske ikke så vigtige denne gang.

CV-indhold

Der arrangeres hvert år masser af kurser, som vejleder dig i at strikke dit cv rigtigt sammen. De kan være udmærkede, men du kan også gøre meget selv.
Hos HumanTrust bruger vi denne tjekliste – som et minimum:

1. Personlige data, civilstatus og kontaktinformationer
Ja, det lyder helt indlysende, men tro det eller lad være: Mange glemmer faktisk at opgive deres telefonnummer og/eller mail-adresse. Det dur selvfølgelig ikke, for du skal være let at få fat i, når først ansøgningen er sendt. Husk også at lade mobilen op, så du er klar til det vigtige opkald.

2. Et vellignende foto
Hvad skal de bruge mit billede til? Det er jo ikke mit ansigt, der er interessant? Nej – og jo.
Et nok så kønt ansigt og smil hjælper naturligvis ikke på en dårlig ansøgning eller et mangelfuldt CV, men hvis ellers din ansøgning og dit CV er i orden – og det går jeg ud fra, at det er – er der en stor værdi i at vise, hvem du er.

Det signalerer, at du tør stå frem og se dit nye job i øjnene fra begyndelsen. Samtidig bør du overveje at lade en professionel fotograf tage billedet. Det kan vise sig at være en god investering – og vælger du et privatfoto, skal det være med en forholdsvis neutral baggrund.

Ikke et feriebillede fra poolen med solbriller og paraply-drinks – eller et billede fra den seneste fest i fodboldklubben.

3. Sæt ord på dine evner
Inden du begynder på selve listen, er det en god idé at sætte nogle nøgleord på dine spidskompetencer – både de personlige og professionelle.

Hvis du selv har svært ved det, så spørg din ægtefælle, en god ven eller en kollega om, hvad dine stærkeste sider er.

Lad være med at dukke nakken – der er ingen, der ansætter dig, hvis du remser dine svage sider op i stedet for.

4. Beskriv hvad du leder efter
I forrige artikel beskrev jeg 20/5-reglen – den skal du bruge her. Find ud af, hvad der påvirker dig positivt og får dig til at trives, og hvad der virker modsat.

Brug så de positive elementer fra listen til en kort beskrivelse af, hvad dit nye job gerne må indeholde, så læseren ved, hvad du drømmer om.

5. Fortæl om din karriere og resultater
Lav en kronologisk liste over dine ansættelser med de nyeste først. Titel og ansvarsområder giver sig selv, men mange glemmer desværre at nævne de resultater, de har haft ansvar eller medansvar for.

Det kan f.eks. være en øget markedsandel, en vækst på bundlinjen eller øget medarbejdertrivsel, for dig som arbejder med HR.

6. Uddannelse og kurser
Herefter skal du, igen kronologisk med de nyeste først, nævne dine relevante uddannelser. Husk også de kurser og efteruddannelser, du har deltaget i – det er et vigtigt signal til en ny arbejdsgiver, at du er åben over for ny viden.

Har du fået nogle certificeringer, skal det naturligvis også nævnes. Det er med til at illustrere, at du er i bevægelse.

Husk også at nævne, hvilke fremmedsprog du mestrer, og hvordan dine IT-kundskaber er.

7. Efter arbejdstid
Hvad laver du i din fritid? For en ny arbejdsgiver er det vigtigt at mærke dit engagement, og det må gerne handle om andet end jobbet – uanset om du løber halvmaraton, er træner for sønnens fodboldhold, spiller tuba eller dyrker yoga.

Når du har krydset hele listen af, er du klar til at gå i krig med selve ansøgningen. Og tro mig: Når først du har beskrevet, hvad du selv går efter og hvad du hidtil har opnået, er det lettere at skrive en kortfattet ansøgning, som understøtter dit budskab.

Pointen er selvfølgelig, at også dit CV skal udstråle, at du meget gerne vil have det ledige job – og at netop dit CV samtidig er det bedste argument for, hvorfor du skal inviteres til en jobsamtale.

Tilbage til oversigten