Tænk på værdierne, når du ansætter

Din nye medarbejder skal også passe til virksomheden.

Kvalifikationer er vigtige, men er ikke alt. Et flot eksamensbevis eller et imponerende cv vidner om faglig styrke, men først, når du kan kombinere kvalifikationer med erfaring og de rigtige værdier, har du fundet den rigtige kandidat.

Vi har ofte mødt virksomheder, som har ansat primært efter kvalifikationer, for så at konstatere nogle måneder efter, at værdierne mellem virksomhed og ansat ikke matchede. Det er et ærgerligt spild af tid, som kunne have været undgået.

Dermed – og det skal understreges – siger jeg ikke, at man skal se stort på kvalifikationer og erfaring.

Naturligvis er det vigtigt, at du og din virksomhed føler jer overbevist om, at den faglige ballast er i orden og at de minusser, der måtte være, hurtigt kan opvejes. Men fælles værdier er det, der skaber et solidt, langvarigt forhold. Faglige kompetencer kan næsten altid læres; det kan værdier ikke.

Hvorfor værdier?

Værdier er vigtige for vores liv. Det er dem, der tegner rammerne, og de styrer vore handlinger og motiverer os – både bevidst og ubevidst. Det samme gælder for din virksomhed: De kerneværdier, der tegner forretningen, skal kunne mærkes i den daglige kultur. Værdierne er virksomhedens identitet, principper og filosofi; kogt sammen i én Maggi-terning.

Tekniske kompetencer kommer og går; det gør de grundlæggende værdier ikke. Det er dem, der tillader, at virksomheden kører uden problemer. Derfor er det vigtigt, at din virksomhed kan beskrive og uddybe jeres værdier – og at I bagefter følger op og sikrer, at værdierne også bliver efterlevet i hverdagen.

Klare værdier kan gøre beslutningerne lettere. Lever en ydelse eller et produkt ikke op til dem, duer det ikke. Jeres kunder kan også se præcist, hvor I adskiller jer fra konkurrenterne, hvilket er en klar fordel.

Har I selv klare værdier, kan det også være et godt grundlag for en god dialog med jeres kunder, hvor I finder frem til de værdier, der bærer deres virksomhed.

Tjekker på forhånd

Når det gælder ansættelser, er værdierne meget vigtige. I dag tjekker ansøgerne nemlig også virksomhederne på forhånd, og hvis værdierne ikke harmonerer med deres egne personlige værdier, er virksomheden straks knap så interessant.

Det skyldes, at vi i dag i langt højere grad end tidligere vil være ”hele” mennesker, hvor vi kan stå inde for både job og fritid. Arbejdet er ikke kun en funktion; det er i stigende grad også her, vi definerer hvem vi er og søger at realisere os selv.

Derfor skal jeres værdier ikke kun mærkes i produkterne og/eller jeres service – de skal også være tydelige, når I rekrutterer nye medarbejdere.

Det gælder lige fra teksten i jobopslaget over den første samtale eller de første afslag til de afsluttende meter før målstregen. Og de skal være tydeligt afspejlede hos alle de personer, der er med i processen.

Kandidaterne må på intet tidspunkt opleve, at I hver især taler flere forskellige sprog eller at hver enkelt udsender skiftende signaler undervejs – det giver en unødvendig usikkerhed.

Husk også, at man i dag ofte markedsfører virksomheder gennem employer branding – altså at medarbejderne står forrest. Det kan kun lade sig gøre, hvis de er stolte af deres arbejdsplads.

Dialog med kunder

Men værdierne skal også kunne bære et virkelighedstjek. Tillad mig et eksempel fra vores firma, hvor vi har grundværdierne tillid, ærlighed, gennemsigtighed og medmenneskelighed.

Dem bruger vi som retningslinjer i hverdagen, både når vi taler med kunder og kandidater og – hvilket faktisk er lige så væsentligt – efter hvert møde, hvor vi evaluerer på, om værdierne er blevet efterlevet.

Det er nemlig ikke nok, at du har beskrevet dine værdier; du skal også tjekke, at de ikke ender som pæne, støvede ord i den nederste skrivebordsskuffe. Værdierne skal nemlig ikke kun være tydelige for dig, de skal også opleves tydelige i alle processer.

Derfor er det vigtigt, at I hele tiden vurderer daglige hændelser med f.eks. kunder eller leverandører og overvejer, hvordan jeres værdier har skinnet igennem. Hvis en ansat overtræder jeres værdier, skal I reagere – også selvom det har givet et umiddelbart godt resultat.

Jo oftere I evaluerer, jo tydeligere bliver værdierne for jer selv og jeres omgivelser – og jo bedre chance er der for at tiltrække kandidater, der ikke blot har fagligheden i orden, men også passer ind i jeres hverdag fra første arbejdsdag.

Tilbage til oversigten