Slut fred med dit uperfekte arbejdsliv

En fejlfri facade er ikke nødvendigvis den rigtige vej til et nyt job

Er du blevet ”liket” i dag? Nej? Tag det roligt: Du er ikke den eneste. Og nok så vigtigt: Det gør dig ikke til en fiasko.

Vi ved jo egentlig godt, at antallet af smiley’er og likes på de sociale medier ikke definerer, hvor store succeser vi er eller hvor godt vi løser en opgave. Men alligevel er tendensen åbenlys: Sociale medier – ja, også LinkedIn – handler ikke kun om kontakt og udveksling af information og holdninger. Det handler i dén grad også om selviscenesættelse og om at hente positiv respons.

Jamen, foregår det ikke mest omme på Facebook, hvor folk er private og hvor søde kattekillinger, overskudsmødre i bagehumør og svedende mænd på cykelture fylder langt mere, end de gør ude i virkeligheden?

Jo, men tendensen er den samme på LinkedIn. Ikke med dyreunger og stramme cykelshorts, men i forhold til arbejdslivet. Vi serverer ikke ret gerne de kedelige erfaringer, men nøjes med at vise glansbillederne.

Problemet med glansbillederne er bare, at de bliver en del af en selvforstærkende spiral: Det er ikke udførelsen af dit job, der er vigtigt, men derimod hvor pænt du forstår at servere den på den store fælles medie-tallerken. Indpakningen er vigtigere end indholdet, groft sagt.

Som rekrutteringsfirma er det ikke en tendens, vi er glade for. Jo, LinkedIn er og bliver en fremragende opfindelse, men ikke hvis den bliver brugt som reklamesøjle, der kun viser de mest lyserøde sider af virkeligheden. Vi er på udkig efter noget andet.

Vi kan og skal ikke vurdere en kandidats evner og potentiale på antallet af ”likes” og ”followers”. Vi ved også godt, at ingen vandrer ubesværet fra det ene højdepunkt til det næste. Vi synes endda, at nederlag kan være lige så interessante som sejre.

Det arbejdsliv, der ved første øjekast ser perfekt og pletfrit ud, behøver nemlig ikke være det mest interessante, når vi skal finde den perfekte kandidat. Slet ikke, hvis det tilsyneladende perfekte i virkeligheden dækker over en forsigtighed og mangel på evne og vilje til at tage selv den mindste chance.

At acceptere det uperfekte – ikke kun i privatlivet, men også professionelt – er nemlig ofte det første skridt mod at lære nyt og turde satse. Hvis du vil være sikker på, at alle dine langskud ikke bare rammer målet, men også sidder flot oppe i krydset, ender det ofte med, at du slet ikke tør skyde, når du får chancen.

At tage fejl – og vel at mærke: At turde tage fejl og dernæst at kunne lære af det – er en helt grundlæggende menneskelig kvalitet, som enhver headhunter sætter stor pris på.

At være uperfekt er nemlig ikke det samme som at være mislykket. Næsten tværtimod. Det betyder nemlig også, at du accepterer dig selv og samtidig erkender, at din kommende arbejdsgiver sagtens kan gennemskue dine glansbilleder, uanset hvor velplejede de er.

Det perfekte findes nemlig ikke, når man skal vurdere et menneske og et arbejdsliv. I stedet findes en række vigtige delelementer, som udgør det samlede billede – og det er dén kombination af de mange små dele, både positive og negative, der er interessant for os som headhuntere og for din (måske) kommende arbejdsgiver.

Fejl kan blive til erfaringer, bare du bruger dem rigtigt til at gøre dig stærkere og klogere.

Hovedløse chanceryttere lærer typisk ikke af deres fejl, fordi de lever for at mærke suset ved en ny og ukendt risiko. Vandrende glansbilleder lærer heller ikke ret let af deres fejl, fordi de typisk har svært ved overhovedet at erkende fejlene.

Det optimale, for os som headhuntere og for virksomhederne, ligger der, hvor selverkendelsen sætter ind. Der, hvor du slutter fred med det faktum, at du ikke er perfekt og derfor tør være autentisk – og kan bruge hele dit register på at løse opgaverne bedst muligt hver gang. Uden tanke for, hvor mange likes, det udløser.

Dit arbejdsliv er nemlig ikke perfekt. Når først du har sluttet fred med det, bliver der kræfter til at udnytte dit fulde potentiale.