Nogle gange skal der mere end en ansøgning til…

Som ledig senior skal du måske selv være med til at definere dit job – for måske findes det slet ikke endnu

Når det grå guld selv går på skattejagt, er det ofte med vidt forskellige indstillinger – og netop indstillingen kan betyde meget for succes.

Dermed siger vi ikke, at en positiv attitude alene bringer dig forrest i jobkøen, men den omvendte indstilling åbner i hvert fald ingen døre. Tværtimod.

Og når du så er i gang med at afsøge markedet – og samtidig kortlægge, hvor dine styrker egentlig er – kan du nogle gange opdage, at en virksomhed står med et uudtalt behov for netop din erfaring og ekspertise.

Men, og det er væsentligt, den type job bliver ikke altid slået op. Dem skal du selv og finde ved at banke på døre eller, hvilket kan være lige så effektfuldt, bruge din indsigt i din branche eller trække på dit netværk.

Langt de fleste af vore opgaver i hverdagen går ud på at matche en virksomhed med den rigtige kandidat.

Lidt sjældnere sker det, at en kandidat kommer til os og beder om gode råd til at komme videre i arbejdslivet, og det kræver som regel, at kandidaten er klar til at slagte et par hellige køer og måske åbne et par nye døre.

Det skete for Henrik Kragh-Madsen, som har flere årtiers bank-erfaring bag sig og bl.a. tidligere har været filialdirektør i Horsens.

Han begyndte for et par måneder siden i et nyt job, som han selv har været med til at definere – som erhvervskonsulent hos Frøs Herreds Sparekasse i Rødding.

- Jeg føler ikke selv, at min alder på 59 er et problem, men omvendt ved jeg godt, at det ikke nødvendigvis er befordrende for at komme til samtale. For mig er alder blot et tal, og jeg regner med et par håndfulde år mere på arbejdsmarkedet. Derfor sendte jeg faktisk ikke så mange ansøgninger ud, men begyndte i stedet at undersøge markedet for at finde en niche, hvor jeg passede ind. Du kan godt sige, at jeg var mere selektiv, end jeg ville have været for 20 år siden, siger han.

Indtil i fjor havde Henrik Kragh-Madsen i et par år været selvstændig konsulent, men han trivedes ikke med at arbejde alene og savnede både det faglige og sociale samvær på en større arbejdsplads samt rådgivningen og den direkte kontakt til kunderne.

Det fandt han i Rødding, men det var ikke et job, der stod beskrevet i et jobopslag. Hans stilling er derimod nyoprettet.

- Den slags kommer ikke af sig selv, og man ringer ikke bare til direktøren og forklarer, at han bør finde plads til en ekstra stol, som jeg i øvrigt skal sidde på. Det kræver dialog over længere tid og frem for alt ærlighed om, hvordan vi hver især ser hinandens roller og ansvar, siger Henrik Kragh-Madsen, der også havde gjort sit benarbejde hjemmefra, inden han kontaktede Frøs Herreds Sparekasse.

- Naturligvis havde jeg tjekket deres regnskaber, deres profil og deres strategier over for erhvervskunderne. Sparekassen har en klar vækststrategi for erhvervsområdet; samtidig med at de har et stærkt brand og en kendskabsgrad, der er langt større end deres størrelse egentlig berettiger til. De er kort sagt meget udadvendte, også i form af f.eks. sponsorater og events i lokalområdet, og det passer perfekt til mig, siger Henrik Kragh-Madsen, der aldrig har følt, at toget var ved at køre fra perronen uden ham.

- Nej, det har jeg ikke. Og jeg har bestemt ikke sagt ja til dette job for at få en retrætepost. Jeg har stadig ambitioner om at udrette noget, samtidig med at jeg har en erfaring og en afklarethed, jeg ikke havde for 20 år siden. Desuden kan jeg allerede nu mærke, at der er erhvervskunder, der sætter pris på at sidde over for en rådgiver med noget erfaring i bagagen, når vi skal diskutere større millionbeløb, siger han.

Adm.direktør i Frøs Herreds Sparekasse Kurt Jensen supplerer:

- Alder er aldrig afgørende, når vi ansætter. Selvfølgelig skal det faglige være i orden, men vi ser lige så meget på det menneskelige og om man passer til vore klare værdier. Som ganske ung oplevede jeg en 70-årig kasserer, der på mange måder tænkte som en 18-årig, og det har jeg aldrig glemt. I hvert fald ser vi aldrig på alderen som en begrænsning – vi ser på kandidatens potentiale, og det kan være stort, selvom håret er blevet lidt gråt, siger han.

Denne historie fra det virkelige liv er selvfølgelig opløftende, men desværre ikke altid dækkende, og ikke alle virksomheder deler Kurt Jensens holdning.

Men som ansat kan du selv gøre meget – også før du kommer op i 50’erne.

Lige som du forbereder dig på din pension økonomisk, kan du også forberede sig på den sidste tredjedel af dit arbejdsliv, før det går i gang.

Tilbage til oversigten