Må du være fræk til den første samtale?

Du skal ikke være bange for at vise, at du tænker fremad

Tænk lige over svaret på artiklens overskrift. De fleste karriererådgivere vil svare et rungende nej. Vi siger ja – hvis du er det på den rigtige måde.

Der er nemlig (mindst) to slags frækhed: Den ene, som bare handler om at vise, hvor ligeglad man er med alt det traditionelle og forudsigelige. Den har som regel ikke andet på dagsordenen end et stort ”se mig!” – og derfor ender den ofte med at blive en provokation for provokationens skyld. Det er en frækhed, der ofte ender med at lukke dørene foran dig.

Den anden type er den selvbevidste og frimodige frækhed, som står på to lige stærke ben: En klar tro på egne evner og muligheder kombineret med en lige så klar respekt for andres evner og interesser. Dén frækhed – vi kan også kalde det frimodighed eller bare mod – kan åbne dørene.

En god kandidat skal, for os i rekrutteringsbranchen at se, have mange kvaliteter. Én særlig kvalitet er den passende blanding af selvbevidsthed og ydmyghed. Det selvbevidste skal sikre, at du tror på dig selv og dine værdier og at du derfor ikke lader dig blæse omkuld, første gang du oplever modvind.

Det ydmyge betyder, at du godt ved, at du ikke er færdig med at lære nyt og at du kan lytte til og forstå andres synspunkter og ideer.

Hvorfor nævner vi nu det? Fordi vi godt vil opfordre de unge til at huske den balance. Og fordi vi vil foreslå, at du – med frimodig selvbevidsthed – tør tænke en lille smule offensivt, når du skal til dine første jobsamtaler. Du skal nemlig ikke kun være ydmyg.

Hvorfor ikke lave en karriereplan for dig selv – og tage den med til samtalen? Jo, der vil være chefer, der giver et forskrækket hop i stolen, hvis du begynder at tale om dine egne ambitioner og drømme, inden du overhovedet er tiltrådt som medarbejder, men tro mig: Andre vil se det som et forfriskende pust.

Også her er en kombination vigtig: Du skal være realistisk, men også ambitiøs.

Det sidste først: Der er ingen grund til at nævne dine karrieremål, hvis du dybest set ikke aner, hvad du gerne vil lave om fem, 10 eller 15 år. Omvendt er det klart, at hvis du søger en stilling som yngste sælger i firmaet, virker det skævt at annoncere i forbifarten, at du for resten regner med at være eksportchef til den tredobbelte løn om fem år.

Hertil hører, at du har gjort dit hjemmearbejde ordentligt. Hvad er det for en virksomhed, du søger job hos? Hvad er og har været deres udfordringer? Hvor er de på vej hen? Hvor kan du gøre en forskel, som de kan mærke? Og kan du måske endda – med dine kompetencer – hen ad vejen skabe dit eget job?

Din karriereplan skal naturligvis ikke vedhæftes din ansøgning. Den er et redskab under samtalen til at vise, at du ikke kommer ind af døren for at stå stille, men for at bevæge dig: Ja, jeg vil gerne have det ledige job, men med tiden vil jeg også gerne prøve noget mere. Derfor er det en god idé at fortælle, hvor dine styrker ligger og hvor du har lidt mere at lære.

Samtidig skal planen harmonere med den person, du er, så du fra første møde udstråler det samme som de ambitioner, du melder ud.

En ydmyg karriereplan passer dårligt til en person, der virker til at kunne og ville tromle hen over al modstand – til gengæld er det svært at forestille sig, at der gemmer sig en ny salgschef i en person, der allerhelst vil ligne tapetet.

Kunsten er derfor også at kunne fortælle, hvor du skiller dig ud – og her er det ikke nok at komme med en cand.merc. med 12 i snit eller at have løbet en maraton i forrige uge, for ærlig talt: Det skiller dig ikke ud længere.

Find de punkter, der bedst beskriver din personlighed, dine interesser og dine værdier og sæt dem i spil. Du skal turde være anderledes, også til en samtale – og første skridt kan sagtens være en karriereplan, som både er realistisk og ambitiøs, selvbevidst og ydmyg.

Det kræver blot, at du selv bliver afklaret med, hvor du ser dig selv om nogle år – og hvad der skal bringe dig derhen.

Tilbage til oversigten