Dit opkald diskvalificerer dine jobchancer

Et enkelt opkald kan koste dig jobbet, hvis du gør det forkert. Undgå disse fem spørgsmål og stå bedre i rekrutteringsprocessen.

Vi har sagt det før, men gentager det gerne: Hvert step i et jobsøgningsforløb kræver god forberedelse. Det gælder også, hvis du ringer for at høre mere om det ledige job.

Der er intet i vejen med at ringe op til en HR-chef, et medlem af ansættelsesudvalget eller en headhunter for at få mere at vide om din måske kommende arbejdsplads. Men vi oplever desværre nogle gange, at opkaldet skader mere, end det gavner – og et opkald er ikke en nødvendighed for at komme i betragtning, hvis dine kvalifikationer ellers er i orden.

Et opkald er med til at positionere dig i hele processen omkring rekrutteringen, og hvis du efterlader et kedeligt eller forkert indtryk over telefonen, påvirker det dine chancer for at komme med i finalefeltet.

Pointen er, at dine spørgsmål siger meget om, hvem du er og hvad du prioriterer. Så hvis du f.eks. bruger masser af krudt på at spørge til lønramme og personalegoder, kommer vi hurtigt i tvivl om, hvorvidt det er jobbets indhold i sig selv, der er tiltrækkende, eller du primært går efter lønchecken.

Der er intet i vejen med at ønske en god løn, men hvis det virker som den vigtigste drivkraft, bliver både vi og virksomheden lidt skeptiske.

Det samme gælder, hvis du ringer op og fyrer en hurtig salgstale af; for så at slutte af med spørgsmålet: Tror du, det er et job for mig? Det kan vi af gode grunde ikke vide, før vi har haft mulighed for at se dine papirer og bl.a. høre mere om, hvad der motiverer dig.

Enhver samtale om et job er forskellig, men vi har alligevel samlet fem punkter, hvor du skal tænke dig grundigt om – allerede inden du ringer:

For det første skal du ikke bruge opkaldet på at tjekke den mulige løn. Som nævnt giver det os et indtryk af, at du er ”in it for the money”, og så daler dine chancer helt automatisk. Selvfølgelig skal du kunne spørge om løn, men gem det til en af de senere samtaler.

Spørger du om lønnen først, virker den som det vigtigste for dig – og det skal den helst ikke være.

For det andet bliver vi af og til spurgt, om man får kilometerpenge for at komme til samtale. Det mere end antyder, at du ikke selv vil investere noget i din fremtid, men har mere fokus på at blive holdt skadesløs. En samtale er en gensidig investering, og begge parter må have interesse i at prøve hinanden af – også uden kilometerpenge.

For det tredje er det spild af (vores) tid, hvis du ringer op og stiller spørgsmål, hvor du let kan finde svarene i jobopslaget eller online. Du skal altså ikke ringe og stille spørgsmål om virksomhedens indtjening, omsætning, markeder og andre oplysninger, du hurtigt kan google dig frem til.

Hvis du ikke orker at lave en smule research, inden du ringer, skal du ikke forvente mange plusser i karakterbogen.

For det fjerde skal du være specifik, når du spørger. Ofte spørger kandidater, om vi ”kan fortælle lidt mere” om virksomheden. Ja, det kommer jo an på, hvad du er interesseret i at vide. Det bedste råd, vi kan give, er at være konkret i dine spørgsmål og undersøge så meget som muligt selv, inden du griber telefonen.

Det er helt fair, hvis vi kan mærke, at du har forberedt dig og alligevel har nogle spørgsmål, du gerne vil have svar på, inden du sender din ansøgning.

For det femte er et opkald og en god samtale i telefonen ikke det samme som en fribillet til selve jobsamtalen. Vi har før oplevet kandidater, som efter en god snak tror, at de reelt kun mangler at skrive under på kontrakten. Sådan fungerer det ikke.

En samtale i telefonen kan afsløre meget om, hvem du er og hvilke værdier du arbejder ud fra, men det kan aldrig erstatte det personlige møde og den grundige, dybe samtale.

Samtidig er det vigtigt at understrege, at hvis du ringer med gode spørgsmål, åbner du også for, at vi med det samme begynder at stille spørgsmål til dig.

Et telefonopkald er ikke en jobsamtale, men alligevel kan jobsamtalen godt begynde her, og som nævnt kan en skæv snak i røret betyde, at dine chancer for at mødes face to face bliver væsentligt ringere.

Derfor skal du forberede dig inden dit opkald. Ellers kan det koste dig drømmejobbet, inden du overhovedet begynder på at skrive din ansøgning.

Tilbage til oversigten