Projektansættelse Projektansættelser Tidsbegrænset Rekruttering 1200x628Drømmer du om et ur og et mindre gratiale, når du runder 25-års-jubilæet på din arbejdsplads? Så tilhører du efterhånden et mindretal.

Ikke at der er noget i vejen med langvarige ansættelser, tværtimod. Der bliver bare stadigt færre af dem.

Vi skifter job oftere end tidligere generationer, og samtidig peger alle analyser, både her og i udlandet, klart i én retning:

Stadigt flere af os går fra den faste kontrakt med én arbejdsplads til en løsere tilknytning til flere arbejdspladser; måske på konsulentbasis eller som egentlige projektansættelser.

Tendensen ses både i det private og i det offentlige – f.eks. bliver knap halvdelen af de nyuddannede ingeniører, der får job i det offentlige, ansat i projektstillinger eller i en tidsbegrænset ansættelse.

Alt tyder på, at tendensen vil stige de kommende år, og at det i stadigt højere grad også gælder blandt akademikere og i de videnstunge job, også i det private.

Spørgsmålet er hvorfor – og hvilke fordele projektansættelser har?

For virksomhederne er det relativt enkelt: Med projektansættelser kan du hyre en specialist ind til én præcis opgave, som hun eller han er verdensmester i, og bagefter sige pænt farvel. Timelønnen er ganske vist noget højere, men som virksomhed har du ikke pensionsbidrag, børns sygedage eller efteruddannelse at tænke på.

Desuden varer ansættelsen kun den tid, det tager at fuldføre projektet – dvs. at der ikke kommer udgifter i forbindelse med en afskedigelse. Der er blot tale om, at en aftale ophører på et forudbestemt tidspunkt.

Her kender vi flere eksempler hos vores kunder, hvor en projektansættelse til en specialopgave er den helt rigtige løsning – netop fordi opgaven er så anderledes, at den kræver nogle unikke kompetencer, og der formentlig går flere år, inden noget lignende dukker op.

Læs også: Lige børn leger ikke altid bedst.

For kandidaterne kan det være mere nuanceret, for det er – indrømmet – ikke alle, der elsker livet som freelancer. Nogle er det mest af nød, mens de venter på et fast job med den tryghed, det kan give, og det er der naturligvis intet galt i.

Når vi alligevel ser, at mange frivilligt vælger den selvstændige vej og f.eks. går efter et arbejdsliv, der reelt er en lang kæde af projektansættelser, er der flere gode grunde til det.

Især mange yngre kandidater er blevet mere risikovillige i deres ansættelser; forstået på den måde, at hvis man endnu ikke har investeret i villa, vovse og Volvo, er der økonomisk plads til at satse på at gøre det, man brænder for, i stedet for at skulle skele til de månedlige afdrag.

Samtidig oplever vi klart, at mange i højere grad lader sig drive af deres nysgerrighed. De vil gerne have nye oplevelser og udfordres på nye udebaner, og er generelt lidt nervøse for at stå stille.

En stor fordel ved projektansættelser er netop, at din erfaring hele tiden kan bruges på nye opgaver, uden at blive for bundet af rutiner, og at der følger en stor mangfoldighed af indtryk med. Du kan kort sagt bruge din specialistviden for fuldt drøn i mange forskellige sammenhænge.

Følelsen af frihed og fleksibilitet i hverdagen kan være et væsentligt plus – længere arbejdsdage i en periode giver også plads til dage uden så meget i kalenderen, og den model tiltaler flere og flere. Endelig hører det selvfølgelig også med, at indtjeningen kan være ganske god i projektansættelser.

Læs også: Se lidt mindre på fagligheden, når du ansætter.

Kan der være faldgruber? Absolut.

Med en projektansættelse kan det måske være svært at udvikle et ejerskab over jobbet samt at opbygge langvarige, interne relationer. Det gør det bare ekstra vigtigt at finde den helt rigtige specialist, som ikke blot har kompetencerne, men også de personlige kvalifikationer til at træde ind på holdet og fungere i en begrænset periode. Her kan professionel hjælp i ansættelsen vise sig at være guld værd.

Vores vurdering er klart, at der venter flere og flere projektansættelser i fremtiden, i tråd med det overordnede billede.

I dag skifter mange job syv-otte gange i løbet af et arbejdsliv. Det tal vil generelt stige, måske til det tocifrede, og mange kandidater forventer ikke nødvendigvis lange ansættelser, når de skriver kontrakten under.

Projektansættelserne passer dermed godt ind i en tendens, der stiller både virksomheder og kandidater mere frit. Følelsen af selv at bestemme over sin hverdag bliver mere og mere vigtig for mange – og det kan være en stor fordel for begge parter.

Interesseret i flere nyheder og mere inspiration fra HumanTrust?
Klik her og vælg selv de emner, som interesserer og optager dig.