Brug ferien på at lave dit eget jobopslag

Sæt ord på, hvad du ønsker at arbejde med i fremtiden.

Ferien er stærkt på vej; ja, måske er den allerede i gang? Så skal vi rigtigt slappe af og glemme alt om hverdagen og jobbet, ikke sandt?

Ja, sådan ville det være i den perfekte verden. Men ofte flytter arbejdet med i sommerhuset eller til sydens sol. Ikke nødvendigvis fysisk i form af opgaver og stressende telefonopkald, men i lige så høj grad mentalt. Især hvis der sidder en lille sten og gnaver i skoen og fortæller dig, at noget på jobbet ikke er, som det skal være.

Jeg har tidligere anbefalet ledere i virksomhederne at bruge ferien til at tænke og prioritere: Hvad skal det næste halve til hele år bruges til?

Hvis du giver dig selv lov til at tænke på jobbet koncentreret og i kort tid i løbet af ferien, behøver det ikke være stressende.

Det samme gælder, hvis du som arbejdstager pakker din kuffert med en fornemmelse af, at det ikke skal være det her arbejde, du holder ferie fra om et år.

Så bliver jobbet en negativ stressfaktor, fordi du – uanset hvor lang eller kort ferien er – vil være alt andet end tilfreds med at møde ind igen den første mandag efter fridagene.

Tag selv første skridt til forandring

Her gælder den samme regel som i resten af livet: Vil du have forandring, må du selv være parat til at tage det første skridt. Ellers bliver du bare stående på stedet.

Én løsning kan selvfølgelig være at søge nye græsgange. Det er der ikke noget galt i, men hvis du har blot en svag fornemmelse af, at din arbejdsplads faktisk kunne være et rigtigt godt sted at være, foreslår jeg, at du gør noget andet: Skriv et nyt jobopslag – med udgangspunkt i det job og den hverdag, du allerede har.

Hvis du har været på det samme job i nogle år, er der altid en vis risiko for, at tingene sander lidt til. At der bliver for meget ”plejer” og for lidt nytænkning.

At du indgår i nogle rutiner og arbejdsfællesskaber, som engang var nye og interessante, men som i dag er blevet grå og tyndslidte i kanten.

Det er der ikke noget mærkeligt i. Pointen er, at du selv må være den første til at ændre på det, du er utilfreds med.

Analyser dit arbejdsliv

Spørg dig selv: Hvilken type af opgaver er jeg bedst – og ringest – til? Og hvilken type er du selv – ham, der finder på; ham, der planlægger; ham, der holder snor i processen eller ham, der udfører? Hvor kan jeg bidrage mere og bedre både strategisk og operationelt?

Her skal du også bruge tid på en lidt dybere analyse: Hvilke fem arbejdsopgaver i hverdagen giver mig mest energi? Hvilke opgaver har den stik modsatte effekt? Og ikke mindst: Hvorfor er det sådan?

Næste fase består af flere spørgsmål: Hvordan får jeg flere af de opgaver, jeg er god til og som giver mig et boost (de to ting er næsten altid sammenfaldende)? Kan jeg komme af med de opgaver, jeg trives dårligst med – hvis ja, hvad er mine argumenter? Hvis nej, hvordan kan jeg så gøre dem mere interessante

Job med nyt indhold

Ja, det er mange spørgsmål, men de har et fælles formål: At du med udgangspunkt i din nuværende hverdag kan skrive et jobopslag for fremtiden – en fremtid på den samme adresse, men med et nyt indhold.

Jamen, vil en chef ikke stejle, hvis en medarbejder på den måde møder op med en personlig ønskeseddel?

Nej, ikke nødvendigvis. Enhver chef har brug for at vide, hvordan deres medarbejdere trives og hvordan de ser deres fremtid på arbejdspladsen.

At du møder op med dit eget ”jobopslag” skal heller ikke serveres som et krav, men som en liste over muligheder, der rummer et stort potentiale; både for virksomheden og for dig.

Og husk det samme, som gælder for ethvert jobopslag, og som jeg har skrevet før: Undgå klicheerne, vær konkret – og vær åben for, at du måske ender med en lidt anden løsning, end den du oprindelig havde i tankerne.

Held og lykke med at omdefinere og søge dit eget job.

Tilbage til oversigten