Kaffehenter eller kvalificeret konsulent?

Nogle gange kan udefrakommende øjne se dynamikken, der er hverdag for os andre. 

”Målet er at fremme en kultur, hvor selvstændighed og arbejdsomhed er kerneelementerne, og derved tilbyde en praktik, som giver mening, i modsætning til bare at lade praktikanten være ”kaffehenter.”

Sådan formulerer kommunikationskonsulent i HumanTrust A/S, Kasper Hald Morsø, virksomhedens målsætning for praktik. Dette er noget ganske nyt. HumanTrust har nemlig, indtil nu, kun haft én praktikant ansat. Dog ikke den sidste.

Nicoline Frederikke Faurholdt Lauridsen kom så at sige selv til virksomheden.

Ved udgangen af år 2013, hørte hun om det nystartede rekrutteringsfirma og henvendte sig på den baggrund – målrettet og fastbesluttet.

Dette til trods for, at HumanTrust ikke selv havde søgt en praktikant. Virksomhedens forventninger til en givtig praktikperiode stemte ikke umiddelbart overens med de travle hverdage – for hvem havde tid til at sætte praktikanten grundigt ind i alle arbejdsgange og -processer, så begge fik noget ud af det?

Alligevel tog HumanTrust, på baggrund af Nicolines åbenlyse interesse og ihærdighed, en beslutning om at ansætte en praktikant. Hun startede i praktik i begyndelsen af januar 2014.

”Jeg føler, jeg har gjort nytte og bidraget med noget nyt”, siger Nicoline nu om sit halvt overståede praktikophold hos HumanTrust.

Og det er virksomheden fuldstændig enig i.

HumanTrust lagde en del af ansvaret fra sig og lod Nicoline tilrettelægge sine opgaver selvstændigt i sparring med de øvrige ansatte.

Det viste sig at være en både nyttig og effektiv beslutning, idet hun har bidraget med overblik og overskud i forhold til de mange administrative, praktiske, kommunikative og HR-relaterede opgaver, hun er blevet udfordret med.

Opgaverne har spændt over alt lige fra at udarbejde annoncer, screene, indkalde og tage imod kandidater, deltage i diverse møder og udarbejde præsentationsmateriale til møder og samtaler.

Herudover har Nicoline fået til opgave at rekruttere en ny praktikant, i samarbejde med virksomhedens headhuntere.

For allerede nu søger HumanTrust en medarbejder til efteråret, der engageret og målrettet ønsker at tage del i en dynamisk virksomhed, og herigennem tilegne sig et kendskab til branchen og til konkrete relevante arbejdsprocesser, sådan som Nicoline har gjort det.

På den måde har Nicoline vist vejen for fremtidige praktikanter, der vil opleve en høj grad af ansvar for egne opgaver.

”Jeg har været rigtig glad for at arbejde for HumanTrust. Selvom jeg ”bare” har været praktikant, har jeg følt mig som en del af teamet. Det, jeg har bidraget med, er blevet anerkendt, og jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt mit valg af praktiksted.”

Praktikopholdet har bekræftet Nicoline i, hvilken retning hendes fremtidige karriere skal tage, og HumanTrust er blevet bekræftet i, at den rette, engagerede medarbejder gør en forskel. For som Nicoline selv formulerer det:

”Dét at ansætte er ikke sådan noget, man bare gør uden viden, forståelse og erfaring.”

Om det så gælder en praktikant eller ej.

HumanTrust A/S søger løbende studerende til hvert semester til praktikstillingen som HR-praktikant. Kontakt os, hvis du er interesseret i at vide mere.

Skrevet af Julie Josephine Vedel Andersen, Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet.

Tilbage til oversigten