Gør det du brænder for – ikke det, de andre forventer!

Find ud af, hvad du brænder mest for i virksomheden.

Sommerferien er for længst vel overstået og hverdagen er godt i gang. For langt de fleste af os en hverdag, der ligner den, vi havde før ferien. Ikke at der er noget i vejen med det – mange af os er heldigvis glade for det arbejde, vi har.

Men af og til er en smule eftertænksomhed på sin plads. For er du nu det rigtige sted og fungerer du optimalt på den stol, du sidder på?

Det gælder naturligvis, hvis du er ansat – men det gælder også, hvis du er medejer og måske endda medstifter af din virksomhed.

Lidt for ofte er vi stødt på virksomheder, hvor iværksætteren bag det hele er endt i en stilling, hun eller han slet ikke er glad for. Når Ole Opfinder bliver direktør for det hele, ledsages det nye visitkort af masser af opgaver, som ikke nødvendigvis føles rigtige: Der skal laves budgetter, tages personalesamtaler, forberedes salgsfremstød og markedsføring m.m. Det kan være svært, hvis direktøren indvendig stadig føler sig som produktions- og udviklingschef.

Bedst til at sætte i gang

En af dem, der stoppede op og mærkede efter, er 38-årige Erik Hougaard, som for ca. seks år siden var med til at starte virksomheden dukaPC ved Hinnerup. Her var han adm. direktør indtil for ca. halvandet år siden, hvor han sagde farvel til posten for i stedet at blive bestyrelsesformand. En beslutning, der afstedkom en del løftede øjenbryn rundt omkring.

-Mange havde svært ved at forstå det, for udefra set havde jeg det perfekte liv som direktør i en virksomhed, der går godt og som jeg selv var med til at starte. Men efterhånden har jeg indset om mig selv, at der er nogle faser i en virksomheds liv, jeg er bedre til end andre. For mig er det ganske enkelt meget sjovere at få ideen, være med til at løbe virksomheden i gang og skabe et sundt fundament. Når først det bliver for meget rutine og daglig drift, mister jeg gnisten, konstaterer Erik Hougaard.

Han har én gang tidligere været den samme proces igennem: At starte en virksomhed op sammen med andre, bygge den op med succes – og så efter nogle år vælge at forlade den for at søge nye udfordringer. Denne gang var det derfor lidt lettere, men alligevel ikke uden mange overvejelser.

-I princippet er det som at give et barn fra sig. Men det handler meget om selverkendelse: Hvad brænder jeg for og hvad gør, at jeg glæder mig til, at det bliver mandag igen? Jeg har efterhånden erkendt, at når først en virksomhed er godt inde på markedet, er jeg ikke den bedste til at sidde for bordenden, for jeg er ekstremt utålmodig af natur, og der skal helst ske noget nyt. Stabil, daglig drift er ikke det, jeg tænder på – til gengæld er jeg god til at løbe nye ting i gang, siger Erik Hougaard.

Godt for alle parter

Han har, siden han valgte at blive bestyrelsesformand for sit eget firma, været i gang med at opdyrke flere nye ideer og investeringer. Samtidig har han jævnligt måttet svare på henvendelser fra andre i en lignende situation, og Erik Hougaard er ikke i tvivl om, at mange ville få et bedre arbejdsliv, hvis de stoppede op og gav sig tid til at mærke efter.

-Mange har svært ved at give slip. De har en idé om, at alle andre forventer, at de selvfølgelig fortsætter i firmaet, og for mange er det firma, de selv har løbet i gang, også en væsentlig del af deres identitet. Det er forståeligt, men i det lange løb går det ud over din indsats og din motivation, hvis du er placeret på en forkert hylde – og dermed går det også ud over den virksomhed, du er så bekymret for, siger han og fortsætter:

-Det er en skam, at mange mennesker på arbejdsmarkedet ikke er så glade for deres arbejdsliv, som de kunne være. Mange af disse ejere og iværksættere føler, at de svigter deres virksomhed, hvis de forlader posten for enden af bordet – men jeg kan sige helt ærligt: Hvis jeg ikke havde skiftet kurs, havde det været et større svigt, for så havde jeg stået i vejen for virksomhedens udvikling. Nu har både virksomheden og jeg fået ny luft, siger Erik Hougaard.

Disse kloge ord kan du jo fundere over resten af weekenden, uanset om du er direktør eller ansat: Bruger jeg mine evner rigtigt og er gnisten der, hvor den skal være? Det kræver en del selverkendelse, ja – men gevinsten ved at se dig selv ærligt i spejlet kan være stor. Både for dig selv og for virksomheden.

Tilbage til oversigten