Gode kandidater kommer ikke af sig selv

Dit omdømme og de ansattes trivsel spiller en stor rolle, når du jagter nye medarbejdere

Det er lettere at få en ny og dygtig medarbejder, hvis du i forvejen har et stærkt korps af ansatte. Ikke mindst, hvis du er i en branche, hvor der kan være kamp om medarbejderne.

Det er en sandhed, som gælder flere og flere faggrupper: De virkelig dygtige medarbejdere er der større rift om end i mange år, og dermed står mange virksomheder med den klare opgave, at de skal gøre arbejdspladsen så attraktiv, at de nuværende medarbejdere ikke søger væk – og at det er muligt at tiltrække nye.

De to ting hænger selvfølgelig sammen: Jo mere, din nuværende medarbejdere trives, og jo mere dynamik og udvikling, din virksomhed giver plads til, jo mere attraktivt bliver det at søge job hos jer.

Et godt omdømme handler ikke kun om samfundsansvar og fede firmafester – det handler også om værdier, plads til forskellighed og gensidig respekt i hverdagen.

Til gengæld kan et godt omdømme være guld værd, hvis branchen er trængt.

Det gælder f.eks. for Søndergades Apotek i Horsens, hvor apoteker Bente Wittrup Præstbrogaard er chef for i alt 22 ansatte, fordelt på to adresser i byen.

Læs også: Fem tips til at undgå fejlrekruttering.

Netop apotekerne har de senere år haft svært med at finde både elever og nyuddannede farmaceuter og farmakonomer. Mange ansatte i branchen er gået på pension, og apotekerne har ikke været gode nok til at forberede sig på det, siger hun:

-Vi mærker en større konkurrence om de ansatte fra især sygehusapotekerne. Desuden er apotekerne gået fra at producere selv til ”kun” at sælge og rådgive, og det betyder, at du på et apotek konstant er i kontakt med kunderne. Det er nyt i branchen, forklarer hun.

Samtidig skal personalet på alle apoteker være faguddannede, og selvom forholdene under uddannelsen er gode, kan den tre-årige farmakonomuddannelse være svær at få øje på i mængden af muligheder.

Løsningen for Apotekerforeningen var flere virale kampagner, der skulle oplyse om fordelene ved at blive elev, og tendensen ser nu ud til at vende.

-Vi er i en niche og kan ikke forvente, at eleverne selv finder frem til os. Som branche skal vi profilere os, og der er vi som forening godt på vej. Efter nogle svære år tyder det på, at rekrutteringen går klart bedre nu, og det er til glæde for hele branchen – men jeg er ikke i tvivl om, at vi skal blive ved med at markedsføre os som branche for ikke at ”drukne” i mængden, siger Bente Wittrup Præstbrogaard.

Færre elever er én ting. Noget andet er, at især jyske apoteker har haft svært ved at tiltrække farmaceuter, som har en fem-årig universitetsuddannelse.

Alle apoteker er underlagt et krav om, at der skal være en farmaceut til stede i åbningstiden, men at skaffe dem kan være svært.

For Bente Wittrup Præstbrogaard handler det om at være ekstra omhyggelig med sine jobopslag – og så skabe en arbejdsplads, hvor medarbejderne er glade for at være.

Det kan nemlig være den bedste reklame i en branche, hvor alle stort set kender alle, og hvor et dårligt ry hurtigt kan indhente dig.

-Selvfølgelig handler en god arbejdsplads mest om trivsel for de ansatte, der er her hver dag. Men det er et faktum, at trivsel også er en investering i fremtiden, fordi det gør det lettere at tiltrække nye medarbejdere, den dag det er nødvendigt, siger apotekeren.

Samtidig går hun bevidst uden om klicheerne, når hun f.eks. søger farmaceuter. Overskriften på det seneste jobopslag var ”Apotekskarriere”, hvilket er et usædvanligt ordvalg i branchen.

Det førte til en række kvalificerede ansøgninger, og hun endte med at vælge to mænd – hvilket er lidt af et særsyn på et jysk apotek.

-Her på stedet handler det meget om at være klar til udvikling, at få kolleger og medarbejdere til at vokse og at passe til vores værdier. Jeg vil gerne ha’ medarbejdere, der er sultne, og det gør mig heller ikke noget, at de gerne vil videre på et tidspunkt og ser mit apotek som et skridt på vejen, siger Bente Wittrup Præstbrogaard.

Hendes senest ansatte, farmaceut Per Nielsen, er glad for sit skifte:

-Jeg havde hørt godt om stedet og ville gerne til et apotek midt i en travl by. Samtidig er det vigtigt, at kemien passer samt at perspektiverne er på plads. Udviklingssamtalerne bliver både planlagt og overholdt, og der ligger en udviklingsplan for mig de næste 18 måneder. Den slags tiltaler mig, siger han.

Læs også: Jobjagten er kun lige begyndt.

Læren fra apoteket i Horsens er klar: Når der er rift om kandidaterne – og det er der pt. en klart stigende tendens til – skal du også kigge kritisk på dig selv.

  • Hvordan serverer jeg jobbet?
  • Hvilke muligheder følger med visitkortet?
  • Og hvordan får jeg mine medarbejdere til at trives – for de er mine vigtigste ambassadører?

Når du har klare og positive svar på de spørgsmål, er du en mere attraktiv arbejdsgiver – og det kan være guld værd, næste gang du skal ansætte.

Tilbage til oversigten