Er der en international toppost i sigte? Her kan Løkke få job

Anders Fogh gjorde det. Helle Thorning-Schmidt gjorde det. Selv Mogens Lykketoft gjorde det...

De fik en international toppost.
Men hvad med Lars Løkke Rasmussen?

Hvis der kommer valg indenfor de næste måneder, og han taber, må han gå af som Venstre-formand. Og hvad skal 52-årige Lars Løkke så gå i gang med?

Det vil gå ud over hans værdighed og eftermæle, hvis han ikke kan finde noget, der i hvert fald er på niveau med Helle Thorning-Schmidts job som administrerende direktør i Save the Children International.

Men det kan være svært. Der er for lang tid til, at der bliver en ledig post som EU-kommissær. Og der er nærmest ingen ledige topjob i øjeblikket i hverken EU- eller FN-systemet.

Der er dog en ledig post som generalesekretær for OECD, hvor Angel Gurri har siddet i ti år og skal skiftes ud. Den post havde Danmark sjovt nok i tresserne, hvor den blev besat af Venstremanden Thorkil Kristensen.

Ifølge flere kilder, BT har talt med om sagen, kunne Løkke være interesseret i noget med klima. Og der er ironisk nok en ledig toppost i GGGI, netop den organisation, der gav Løkke alvorlige ridser i lakken pga. hans luksusvaner med 1. klasses flybilletter og limousinekørsel.

Kilderne taler også om politisk udpegede ambassadørposter. Men ingen kilder ønsker at stå frem, da emnet er meget ømtåleligt.

En finger i jorden

Nogle mener at vide, at Lars Løkke faktisk har stukket fingeren i jorden forskellige steder, men de kan ikke komme det nærmere. Udenrigsminister Kristian Jensens ministerium kan muligvis hjælpe. Men Kristian Jensen kan ikke løfte en finger uden at få besked på det af Løkke, da det ellers vil blive betragtet som en fjendtlig handling.

BTs kilder er uenige om, hvorvidt Lars Løkke har et godt ry ude i verden. Han siges at være populær i USA, især efter hans sjove tale til præsident Obama. Andre siger, at Danmarks hårde udlændingepolitik trækker ned i Danmarks omdømme, og at det rammer Løkke.

BT har også spurgt tre headhuntere, om de kan finde et godt job til Lars Løkke.

Lidt for folkelig

Hans Hammer Andersen, partner i headhunter-firmaet Hammer Andersen, siger:

»Erhvervslivets syn på Lars Løkke Rasmussen er, at han er en dygtig håndværker, der plejer at få ført tingene ud i livet. Jeg tror ikke, at han springer over i det private erhvervsliv bagefter. Jeg ser ham snarere bevæge sig over i det offentlige system og lave et spring i stil med det, Helle Thorning-Schmidt tog. Enten til en global organisation eller en organisation i Danmark.«

Peter Bang Fasting Bauer, headhunter og partner i Human Trust, mener, at Lars Løkke er lidt for folkelig.

»Lige præcis med Lars Løkke Rasmussen er det et rigtig godt spørgsmål, hvor han ender. For eksempel havde Helle Thorning-Schmidt en troværdighed på mange punkter, uanset om man brød sig om hendes politik eller ej. Hun havde gode, faste værdier. Det samme med Anders Fogh Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen er lidt mere folkelig. Han har ikke helt den distance, som en verdensmand fra Nato eksempelvis skal have. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de skyggesider, der har været i hans karriere. Noget med bilag, tilskud, og at han godt kan lide en øl en gang i mellem. Det er der nogle, der har det svært med. Umiddelbart tænker jeg, at han bliver ansat i en humanitær organisation, fordi jeg faktisk tror, at der er et godt hjerte placeret i ham. Han vil andre mennesker det godt. Det ville jeg selv kunne’sælge’ ham på,« siger han.

Lars Holmgaard, CEO og headhunter i headhunter-firmaet Holmgaard Management, mener, at et internationalt topjob er indenfor rækkevidde:

»Jeg tror, at Lars Løkke Rasmussen vil få en international politisk toppost. Jeg har svært ved at forestille mig andet. Enten som rådgiver eller direktør. Han kunne godt gå i Anders Fogh Rasmussens fodspor. Ikke nødvendigvis i Nato, men i en anden stor politisk organisation. Eventuelt europæisk. Hans troværdighed er svær at vurdere. Hvis jeg skulle vurdere ham i forhold til andre politikere, så ville jeg stadig sige fire stjerner,« siger Lars Holmgaard.

Indlægget er publiceret hos BT, søndag den 6. november 2016.

Tilbage til oversigten